Norge har tapt flere Provinser og dertil flere Øer i Vest. Jeg husker, som det gjorde mig ondt, naar jeg læste om det paa Skolen, og ofte senere. I en af de tapte Provinser har jeg været; paa Hisingen i Båhuslen. Naturen der er den samme, vi glæder os ved fra Kristianssand af og østover; Folket, vi møder, er ogsaa det samme. Jeg tilstaar, det har svidd, naar jeg mødte dem i den Natur og hørte dem tale Svensk. Men derved var ingenting at gjøre. Der er ikke mange Folk, som ikke har tapt; ikke mange Mennesker heller. Kunsten er at kunne bære Tabene og, hvis Lykken er god, at gjøre dem om til Vinding. Ved Tab blir vi nemlig rigere paa Erfaring og vi nødes til at spænde stærkere i. At sige, hvis vi dur til det.
Den gang vi kom sammen med Danskerne, hadde vi bare Dialekter, men endnu intet Rigsmaal; saa fik vi Danskernes. Herom læses nærmere i «Dansk-Norskens Syntax» af Professorerne Falk og Torp, i Indledningen Den er saa kort at Bladene kunde trykke den af. Sprogformerne var begge af samme Rod, Folkene forstod hverandre. Men lige-
