— Det gaar meget slusk her om høsten og
vinteren, sa repslageren.
— Javist ja, men det skulde dog være ganske forunderlig — hvilken interesse kunde en omstreifer ha av at slaa ihjel en stakkels fattig pike?
— Hvordan kan jeg vite det, svarte repslageren og drak.
Legemet slog i mere brændevin.
— Nei, det er sku ikke godt at vite, sa han.
Litt efter tilføiet han:
— Jeg tror ikke noget paa den lassaronen, Altenburg.
— Saa faar De la være, sa Altenburg. Brændevinet begyndte at stige ham til hodet, og han blev mindre og mindre medgjørlig.
— For . . . jeg skal si Dem ... Hun er jo skutt med et gevær. Lassaronen maatte altsaa ha et gevær, og hvem av vore lassaroner tror De vel render omkring med et saadant vaaben?
— Nei, det er ikke mange.
— Det er ingen, Altenburg, og vi maa regne med, at her er tale om et meget fint gevær, et jagtgevær.
— Saa — ja saa kan det vel ikke være nogen slusk. Men hvorfor sitter De hele tiden og snakker om dette?
— Aa, fordi jeg reiser meget, jeg ser meget, og fordi jeg bestandig interesserer mig for det, som hænder. Vet De, at jeg har været deroppe?
— Hvor?
Den fremmede pekte mot vinduet, som var dækket av en gammel, frynset rullegardin.
— Deroppe, hvor hun blev dræpt, sa han. Repslageren saa ogsaa derhen med et eget
