Side:Elvestad,Sven-De fortaptes hus-1914.djvu/74

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


mand. Og saa gik hun da fra og til snekkermadamen med hvisken om, hvad de talte om derinde. Pludselig viste hun sig i snekkermadamens kjøkken, og hun dirret av ivrighet og forskrækkelse, da hun sa:

— Tænk nu taler de om mordet, og repslageren bander.

Hun hadde ret, repslageren bandte, og han bandte stygt. Han likte ikke at tale om mordet. Han likte overhodet ikke at tale om døden. “For man kan ha nok me’n, naar’n kommer,” sa han, “og den er her næsten støtt”. Men hvordan det var eller ikke var, saa vedblev de allikevel med at snakke om den dræpte pike. De sat like overfor hinanden ved det runde bord med toddybrettet mellem sig. Repslageren støttet albuerne mot bordet, han drak hurtig og nervøst, og hans blik fór nu og da vaktsomt omkring, likesom han lyttet efter noget. Den anden, den fremmede, sat foroverbøiet og hvilte armene paa sine knær. Han var overordentlig blid og venlig og lyttet opmerksomt efter, hvad repslageren sa. Og nikket: Nei, jassaa, Altenburg sier De det? Mener De det? Men hvorledes? Skulde man tro slikt, da? Ja, ja, De siger noget, Altenburg! Saadanne var hans talemaater. Og alt i ett smilte han. Paa bordet stod en parafinlampe uten kuppel. Den skinte like ind i deres ansigter; repslagerens gustne ansigt blev helt gult i lampelyset. I den andens magre ansigt skinte det rødt over skinknokerne, som om han netop skulde være kommet fra en frisk vandring i sneen.

— Saa De mener at en fant eller slusk har dræpt hende, henkastet Legemet, jaja, det kunde være noget i det.