Side:Elvestad,Sven-De fortaptes hus-1914.djvu/76

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


skulende blik; han trak øienlaagene i veiret, saa det hvite lyste som to halve eggeskaller over pupillerne. I det samme la den fremmede haanden paa hans knæ. Repslageren fór sammen.

— Hva’ fan! utbrøt han.

Den fremmede saa paa ham underlig fraværende. Det putret i lampen.

— Det er et øde sted, mumlet handelsmanden, jeg vilde nødig gaa derover alene om natten med fossen nedenfor og sneen og mørket omkring mig.

— Hvorfor ikke? Haha, De kunde møte hende, hvad?

— Om ikke netop hende, svarte den anden, saa kunde jeg jo risikere at møte morderen.

— Det var satan.

— Ja, for De vet da vel det, Altenburg, at det er en gammel regel, at morderen bestandig søker tilbake til gjerningsstedet for sin forbrydelse.

— Saa maatte han være bra dum.

— Si ikke det. Han har bestandig en eller anden grund til det. Det kan være, at han har glemt noget, som han tror kan lede politiet paa sporet. Det kan være, at han bare indbilder sig det. Husk paa, at morderens hjerne beskjæftiger sig stadig med forbrydelsen, alle hans tanker svirrer omkring den, hvordan han har baaret sig ad og hvordan han skal bære sig ad for at undgaa opdagelse. Og saa gaar han tilbake for at se, om der ikke er et eller andet spor, som han kan utviske. Eller han iagttar, at alle andre mennesker gaar derhen for at se paa stedet, og saa vil heller ikke han holde sig tilbake, fordi han tænker, at hvis det bare var ham, som ikke gik derhen, saa vilde folk studse og lægge