Side:Elvestad,Sven-De fortaptes hus-1914.djvu/70

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Skorstensrøken gik graa og tynd ut av pipen og strakte sig som en lang knokkelhaand op i sneyret.

Men eftersom dagene gik, begyndte folk at studse og mer og mer forundre sig over den gaadefulde forbrydelse deroppe paa sandhøien. Straks efter mordet hadde de bare det at tænke paa: En forbrydelse var blit begaat, et mord; det grufulde i selve gjerningen grep sindene og foruroliget dem; der var ikke plass for andet end rædslen omkring forbrydelsen, men saa snart mindet om den bleke døde pike sank fjernere hen i erindringen, og de frosne kirkeklokker nede i byen hadde kimet koldt og sprukkent over hendes jordefærd, grodde folks mistænksomhet frem, nu var der tid til at tænke; hvorfor var hun dræpt, og hvem hadde dræpt hende? Den gamle politimester kunde ingen besked gi. Han gik omkring og svarte hen i vind og veir, naar nogen spurte ham ut. Men han hadde flere ganger været oppe ved mordstedet, og hver gang hadde han kommet med den gaadefulde hentydning: Det var jo maaneskin den nat, ikke sandt? Likesom maaneskinnet skulde ha nogen skyld i piken Marias forfærdelige død.

Folkesnakket bragte hver dag et nyt tillæg til den merkværdige historie; men allikevel kom man ikke gaadens løsning nærmere. Menneskene forstod ikke det ringeste. Hvorfor skulde døden netop træffe Maria, som gik omkring og ikke gjorde en levende sjæl fortræd? Det blev oplyst, at hun var Signe Risannens veninde, og at hun hadde været sammen med Signe dagen før hun forsvandt. Men hvad beviste det? Visste Signe noget? Besynderlig nok var det ogsaa kommet ut blandt folk, at baatsmand Jan Jansens kone hadde truffet Signe