Side:Elvestad,Sven-De fortaptes hus-1914.djvu/69

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Nu kom snekkermadamen ut med en bøtte, som hun tømte i kloakken. Og nu blev det pludselig mørkt i snekkerens kammers og pludselig lyst i hans stue. Det var snekkeren, som hadde tat lampen for at lete efter noget inde i stuen. Alt dette kunde de se gjennem vinduerne. Slike ting la de merke til. Det forunderlige var hændt at repslagerens hus samlet folks opmærksomhet likesaa meget som det hus, hvori den dræpte pikes forældre bodde. Altenburgs hus stod saa truende i menneskenes sind, at de uvilkaarlig forbandt huset og dets mennesker med det, som var hændt. Uten at de hadde andet at forbinde det med, end at tømmerfløtterne, som bar den dræpte pike, hadde forsøkt at slippe derind med hende om natten. Hun var blit dræpt, sa man, paa sandhøien, {ret frem for repslagerens hus}. Og dog var der andre hus, som laa nærmere. Det synes ogsaa for naboerne, som om livet i repslagerens hus efter mordet blev anderledes end ellers. Repslageren selv drak og drak og begyndte at se skrækkelig ut med sit ubarberte fjæs og sine rødsprængte øine. Snekkerkonen skjeldte og smeldte ikke længer saa høilydt og vedvarende, den gale sat dagen lang og rugget indenfor vinduerne, gamle Risannen viste sig bare i skumringen, folk syntes, han var blit høiere og blekere paa nogen faa dage. Og Signe hadde man møtt graatende paa veien til eller fra sit arbeide. Døden hadde ikke bare en nat gaat forbi husets vinduer, den hadde ogsaa en kveld ranglet sort og knoklet ind gjennem kjøkkendøren til baatsmand-konen paa kvisten. Døden var kommet. Og vinteren og sneen var kommet.