Side:Elvestad,Sven-De fortaptes hus-1914.djvu/71

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


graatende i trappen den maaneskinsnat, da Maria blev dræpt, Det var en sælsom nat i det hele tat, for samme nat hadde baatsmandskonen fulgt sin mand paa den reise, som skulde bli hans sidste, og det var i denne isblaa og stille nat, at handelsmanden hadde ligget og skreket paa døden, som gik og strøk sig langs husvæggene og nølet med at befri ham for hans lidelser. Det var tillike kommet i folkmunde, at man i repslagerens hus hadde hørt nogen underlige rop den nat. O_gi natten efter. Begge nætterne hadde nogen ropt paa Maria, Maria.

— Ja, sa grovsmedene, den dræptes brødre, den ene nat var vi ute og lette efter hende, men ikke den anden.

Saaledes gik alt snak og alle rygter i ring omkring repslagerens hus; den skjæve bygning stod i bevisstheterne omgit av en varsom og ubestemmelig hvisken, likesom den stod i virkeligheten i vinterdagens graa og triste taake. Saaledes opstaar folkesnakket; før mange døgn var gaat, mente folk at de visste noget.

Men saasnart de kom til dette forfærdelige hvorfor, saa blev de igjen raadløse og forsagte. Marta ante selv intet om sin død, da hun hin maaneskinskveld gik ut for at møte sin kjæreste. De skulde møtes i en ungdomsforening paa den anden side av elven, og hun var paa veien dertil — hun hadde tat en snarvei over sandhøien — da døden traf hende. Imens hadde hendes forlovede sittet og ventet paa hende i ungdomsforeningen, ventet og ventet og set paa klokken; i begyndelsen hadde han været spøkefuld og i godt humør, for han visste jo ikke andet, end at hun skulde komme;