mot skumringen, som nu kom, et besynderlig graalys la sig over hendes træk og skimlet hendes øine, den magre hals strammedes, strupen stod sum en spændt streng op fra brystets hulning. Men pludselig for hun heftig sammen og jaget sine skjælvende hænder op mot ansigtet.
— Aa nei da, ropte hun, aa nei da!
De andre stanset i deres hvisken og saa paa hende.
Hun for op fra stolen med et saadant hastverk, at stolen veltet. Hun maatte ha set noget derutenfor. Og i det samme gled en skygge frem foran vinduet, en svart skygge, som stod rammende tydelig mot den graa skumring.
Skyggen nærmet sig og to store, alvorlige øine stirret ind gjennem ruten.
— {Presten} hvisket konerne.
Saa gled skyggen væk og litt efter hørtes tunge trin i trappeopgangen.
Trinnene gik langsomt forbi snekkerens dør. Nu naade trinnene trappen. Trappen gav sig mykt. Det var kalosjer, som gik.
Baatsmandens kone hadde i forskrækkelsen trukket sig helt hen til mørket ved døren; hun skalv som en liten skræmt fugl og famlet opover brystet med hænderne.
— Aa nu stanser han, hvisket hun.
De tunge trin stanset øverst paa trappen. Saa gik de videre — og baatsmandens kone utstøtte en smertefuld klynken:
— Han skal til mig . . . Han gaar ind til smaajentene —
Berthe tok hende om halsen.
— Gaa op, bad hun med rystende stemme, i Guds navn gaa op.
