Side:Elvestad,Sven-De fortaptes hus-1914.djvu/62

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


kunnet bevise, at han hadde været der og der den aften og den nat. Han var sluppet løs igjen . . . Men da konerne var kommet saa langt i sin hvisken, hævet gamle Berthe sine magre hænder op og nævnte et navn . . . Risannen . . . Hvorfor hadde Risannen været saa underlig, han hadde sneket sig omkring huset . . . Ja, men det var jo inat. — Ja, jo, men saa hadde han ropt paa Maria. Og Maria het den dræpte pike.

— Nei se! utbrøt baatsmandens kone, idet hun pekte ut gjennem vinduet.

— Hvad er det? Alle stirret. Taaken var ifærd med at trække bort, de nærmeste hus dukket frem, gule og graa og skidne. Nede i gaten tændtes et lygtebluss, det hang inde i den vikende taake likesom i et blankt spindelvæv.

— Hvor det er vakkert, sa baatsmandens kone, det er akkurat som nogen kommer bærende med en stjerne.

Saa fik hun et meget eftertænksomt uttryk. Hun sat og lyttet.

— Er det jentungerne? spurte Berthe, skriker de? Nu lyttet de allesammen, men det var stille deroppe.

— Aa, de er da vant til at passe sig selv, mumlet snekkerkonen og slurket i kaffekoppen.

— Men de er saa snille, indskjøt Berthe, hendes sind var idag medynksfuldt og overbærende. Fattigfolks barn, la hun til, er bestandig saa alvorlige, naar de er alene. Likesom de venter paa noget, stakkar.

Baatsmandens kone hørte ikke efter. Hun sat bare og saa ut gjennem vinduet. Ansigtet var vendt