Side:Elvestad,Sven-De fortaptes hus-1914.djvu/56

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


det har ett vindu. Den gamle skimlede maling paa væggen har gule merker efter bortflyttede møbler og malerier. Man kan tydelig se, at et regulatorur har hængt midt paa den ene langvæg. Værelset bærer præg av at være ribbet tilbunds, saa kun de nødvendigste ting er latt tilbake; ved den ene væg staar en stor og klodset slagbænk av træ, ved den anden væg en komode med en heklet duk over. Og saa et par stoler. Ved vinduet et litet bord og en stol. En døraapning fører ind til en liten mørk alkove med skraatak. Paa stolen ved vinduet sitter gamle Risannen og ser ut; han støtter albuerne mot knærne og hviler ansigtet mellem sine to haandflater. Han sitter ganske urørlig.

Det merkelige ved dette værelse er imidlertid ikke dets fattigdom, men den aande, som svæver mellem væggene. Det er en ældre og skarp luft av mennesker og daarlig tøi og gammelt, morknende træ. Det ser ut, som om vinduerne aldrig blir aapnet, ruterne er matte av støv og smuds. Naboerne paastaar om Risannen, at han hater frisk luft, som han hater at bli mindet om skog og hunder. Og de paastaar, at sønnen saa sjelden besøker ham, fordi han ikke kan taale den indestængte luft i værelserne.

Mens gamle Risannen blir sittende saadan og stirre ut gjennen vinduet, faar han øie paa en skikkelse, som langsomt nærmer sig over markerne, det er en ganske ung pike, som bærer et kaffespand i haanden. Det er hans datter Signe. Straks efter kommer hun forsigtig ind ad døren, hun har gaat saa stille, at han ikke har hørt hendes skridt i trappen. Da hun kommer ind i værelset, ser han sig