Side:Elvestad,Sven-De fortaptes hus-1914.djvu/55

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest



Halvt i løp skyndte han sig efter sin foresatte.

Gamle Risannen gik ind i huset. Den lange trappe knaket under hans tunge trin. Da han kom ind i sit halvmørke værelse, kastet han et sky blik hen til ovnen. Ovenover den skjæve og skrøpelige gjenstand hang der et portræt av en dame, en middelaldrende og graahaaret, men endnu meget smuk dame. Hendes øine var store og forundrede og skræmte, hendes hænder magre og nervøse. Hun var klædt i en dragt, som var paa moten for femten aar siden; over hendes skuldre var slynget et staalgraat silkesjal, som hendes armer hvilte mot. Derav kom det, at de saa lysere ut paa lerretet, end de i virkeligheten var.

Gamle Risannen vendte sig bort fra maleriet og gik hen til vinduet; nu var taaken næsten ganske trukket over. Han kunde se helt hen til sandhøien, hvor en klynge sorte mennesker betegnet stedet, hvor den myrdede pikes lik var blit fundet. Taaken rullet sig sammen over skogaaserne bakenfor, det røk indimellem dæmpet som fra en uhyre brand. Oppe paa reperbanen gik Altenburg og hans to svender langsomt bakover og tvindet snorer. De svirrende snorer gik ut fra det store hjul i retning mot menneskeklyngen paa sandhøien. Da gamle Risannen for en stund siden hadde staat deroppe og fulgt traadens retning med øinene og set den forsvinde dirrende inde i taaken, da hadde han sælsomt nok staat og stirret like mot det sted, hvor piken var blit dræpt. Tænkte han paa dette nu? Pludselig hæver han sin knyttede haand og truer op mot repslageren og mumler nogen ord paa et fremmed sprog, det lyder som en forbandelse —

Gamle Risannens værelse er ikke meget stort,