blev i det samme revet op og repslageren rusede ind. Buksesælerne raslet i stolene. Han stillet sig op i vinduet, i faklens flakkende ildskjær saa han forfærdelig ut; hans store rødblonde knebelsbart hang i laser utover læberne, skjorten var revet op i brystet, saa den haarede, hule brystkasse kunde sees; han stirret vildt ut mot mændene, det var som der sat et dyr og skrek i hvert av hans øine.
— Gaa deres vei, ropte han, væk, bort, hvorfor skal jeg bestandig ha døde i huset?
Gamle Berthe forsøkte at hysse ham til ro og tok omkring hans armer, men han slet sig løs og truet med knytnævene ut mot mændenes røde ansigter. Manden med faklen stak den osende flamme ind i vinduet, saa værelset fyldtes med røk og gardinene var nær ved at fænge.
— Du er fuld, repslager, sa han.
De andre mænd lo og stemte i med:
— Han er fuld.
En av dem sa:
— Ta væk branden, Mogens, ellers kunde det gaa fyr i ham.
— Saa gaar vi videre, sa en anden stemme.
— Saa gaar vi videre, mumlet stemmerne inde i røken og ildskjæret.
Faklen blev hævet i luften.
Manden, som bar den døde, løftet hende høiere op paa skulderen.
Og i det samme mændene satte sig i bevægelse, vendte repslageren om og gik heftig bandende ind i sit værelse. Han slog døren i med et knald. Fruen stønnet igjen. Og saa indtraadte stilhet. Stod han igjen og lyttet ved døren?
