Side:Elvestad,Sven-De fortaptes hus-1914.djvu/41

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest



— Luk op, svarer stemmen utenfor, og manden med kvinden paa armen kommer helt hen til vinduslemmen med sin byrde. Det er en ung kvinde, klædt i en lyseblaa kjole og et rødternet forklæ; paa hodet har hun et hvitt skaut. Hun hænger over mandens skuldre, som om hun sov.

— Men det er jo Signe Risannen, mumler Berthe, — og saa roper hun ind mot repslagerens værelse:

— Altenburg, Altenburg, her kommer de med Signe.

Altenburg svarer straks inde fra værelset, hans stemme lyder like ved døren, han maa ha staat og lyttet.

— Nei, nei, luk ikke op!

Berthe farer sammen, da hun hører hans røst, den er hæs og rusten, det er likesom han tygger blod.

Berthe skruer lemmen av indefra og aapner vinduet. Mændene kommer nærmere. Manden med faklen sætter den rykende flamme hen til den unge pikes ansigt. Nu ser Berthe, at det ikke er Signe, men hun ligner hende. Og nu ser hun at piken ikke sover, men at hun er død.

— Kjender De hende? sper en av mændene.

— Nei, svarer Berthe, jeg kjender hende ikke, er hun død?

— Ja, hun er død. Vi har fundet hende paa sandhøien. Det er nogen som har skutt hende.

Inde fra soveværelse høres repslagerens hæse røst.

— Luk ikke op, luk ikke op!

— Vi vet ikke hvor vi skal gaa hen med hende, sa manden med faklen, kan vi ikke lægge hende her?

Berthe vilde svare, men døren til soveværelset