Berthe lænet sig ut av vinduet og saa efter
mændene.
De fjernet sig ned gjennem det trange smug. Brandskjæret fra faklen slog opover husvæggene. Lyden av deres mumlen blandet sig med deres skridt, det var som en procession, et tog. Længe efterat de var forsvundet omkring hjørnet hørtes deres fotslag paa det frostne fortaug, og lysskjæret fra faklen stod over hustakene som en hyttende rød knytnæve. Berthe lukket angst vinduet og skruet lemmerne paa. Hun famlet sig frem til fyrstikkerne og fik tændt lampen. Klokken var allerede fem. Hun banket i døren til repslageren. Ingen svarte derindefra.
— Jeg vil ikke sove længer, ropte hun. Der er hændt en ulykke i nat. Kjendte De piken, Altenburg?
— Nei, svarte Altenburg.
Berthe kunde høre, at repslageren endnu stod ved døren.
— De maa lukke op, bad Berthe, jeg maa tale med Dem.
— Nei, sa han.
— Jeg vil forlate huset, ropte hun, jeg vil ikke være her længer, man faar ikke ro her om nætterne, huset er forbandet.
— Gaa din vei! svarte stemmen inde fra værelset.
Gamle Berthe sjokkede tilbake til sengen og satte sig midt op i dynerne. I sit hvite nattøi med de mange frynser og baand og med sine lange benfingre og det hule indtørrede ansigt var hun som en skindød, der var staat op fra graven.
