dens knirkende trin, følger kulden med hende, en forfærdelig kulde, som gjennemisner hendes læber. I hendes store og uforklarlige angst blander der sig nu en heftig længsel efter at komme ind til barnene. Hun har pludselig faat den idé, at der er nogen inde hos dem, at én netop nu har gaat foran hende opover trappen. Da hun staar utenfor sin dør, hører hun klynken indenfor, og da hun kommer ind i værelset, sitter de to smaa barn opreist i sengen, tæt omklamrede, stirrende ut i værelset med store forskræmte øine.
Moren iler hen til dem og føler en heftig glæde ved at ta paa dem, føle deres varme, deres haar, deres øienbryn mot sine skjælvende fingre.
— Mor, sier den ene, hvor har du været. Hvorfor sover du ikke?
— Ingensteder, svarer hun. Hun vil berolige dem. Hun hysser paa dem, famler henover dem. Men morens skjælven forplanter sig til barnene; den mindste reiser sig helt op og hænger armene om hendes hals.
— Mor, var det du, som vækket os?
— Nei, det var vinden, Annie, hører du, det er blit storm.
Hun forsøker at lægge barnene til ro igjen, men de vil ikke; den mindste blir hængende om hendes hals, den ældste stiger op og klamrer sig til hendes skjørter. Den største pike spør:
— Hvem snakket du med, mor?
— Jeg snakket ikke med nogen.
— Jo, vi hørte dig nok, du hvisket. Moren rystet paa hodet. Den lille pike begyndte at graate sagte, og den ældste spør igjen:
— Hvem er det, som er ute i kjøkkenet, mor?
