Side:Elvestad,Sven-De fortaptes hus-1914.djvu/32

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest



— Ingen, Annie.

— Jo, men det er nogen der ute, mor. Hvorfor ryster du slik? Aa, mor, du er ræd for noget.

Barnet haler i hendes skjørter, og moren følger næsten vaklende med. Paa det lille bord i kjøkkenet brændte lampen gul og stille.

— Der kan du selv se, sier moren, her er ingen. Hun søker at gjøre sin stemme blid og beroligende, men hun kan knapt faa ordene frem.

Hun griper efter lampen for at ta den med sig ind i stuen.

Og i det samme hører hun ropet. Hun hører et rop. Og denne gang er det ikke bare vinden og rædslen, men det er en virkelig menneskelig stemme, som roper. Stemmen kommer langt borte fra. Den roper et navn:

— Maria, Maria, Maria!

— Mor, spør barnet, som hænger om hendes hals, hvem er Maria?

— Hys, hvisker moren og lytter.

Og nu kommer ropet igjen, det lyder langt ute fra vidden:

— Maria, Maria, Maria!

Det mindste barn stanser i sin graat og ser op. Alle tre lytter, men ropet kommer ikke igjen. Derutefra høres bare vindens langtonende ulen. Moren griper lampen og gaar ind i stuen. Hun sætter sig ned paa sengekanten. Den lille slipper ikke taket om hendes hals. Det andet barn læner sig op mot hendes fang. De er alle tre ganske stille. Og moren og disse to er som tre smaa barn — saaledes som vi alle er magtesløse og forsagte, naar noget, som vi ikke forstaar, bevæger og forskrækker vore hjerter.