Side:Elvestad,Sven-De fortaptes hus-1914.djvu/30

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


her i dette hus, med de to barn og med de stille mennesker, som hun ikke vet, men som hun ubevist føler er et onde, og med kulden ind gjennem de sprunkne vinduer. — Hun synes med en gang, at hun aldrig har været saa liten og saa fattig, og som hos alle smaa mennesker søker ogsaa hendes tanker mot en enkel trøst: Om det bare var sommer, eller om det var søndag og hun sat i en lun kirke. Hun haster over gaardspladsen, det er som om hun vil flygte fra sin bevægelse.

Men da hun kommer ind i den belgmørke bod og begynder at samle veden op i kurven, naar endelig skrækken hende, og kanske var det den, som hun hele aftenen uten at ane det hadde ventet paa. Hun lytter efter blæstens tuten og stanser i sit arbeide, og med engang angrer hun paa, at hun er gaat ut. Nu synes hun, at hun er umaadelig langt borte fra sit værelse og lyset og barnene. Vinden puster gjennem den glisne bygnirg, det er likesom nogen aander iskoldt ind i hendes ansigt, hun reiser sig med et sæt, hun har aldrig nogensinde følt en saadan rædsel, hun synes at høre stemmer i vindkastene, en hul brummen nærmer sig, nødrop kommer langveisfra, hun faar lyst til at skrike: Er det nogen her! Men ropet kvæles i hendes mund. Kanske er det den gaadefulde angst, som faar hende til at mindes sin mand, hun ser ham med én gang for sig, hans ansigt stiger frem fra mørket, dér . . . eller kanske er det ikke hans ansigt, men hun føler hans nærhet, hans aandedrag, hans øine, han vender sig i klærne — Herre Jesus, roper hun og iler ut. Og hun synes, at blæsten selv med store armer bærer hende over gaardspladsen hen til trappen, og da hun gaar opad