II.
Det var ingen som rigtig visste, hvorfra kjæmpen Risannen var kommet til den lille by. Han var meget hemmelighetsfuld. Det var nu ti aar siden han med sine to barn og sit fattige bohave hadde leiet sig ind i et trangt litet værelse i byens daarligste strøk. Ingen kjendte ham, og han søkte ingen. Naar naboerne vilde tale til ham, undgik han dem, og blev de altfor nærgaaende, flyttet han. Risannen led tydeligvis av menneskeskræk. Han flyttet fra hus til hus uten nogen paaviselig grund. Naar han hadde bodd et aars tid i et værelse, var det likesom huset brændte omkring ham, og han maatte avsted. Saaledes flakket han omkring i byen, han hadde til stadighet ukjendte mennesker omkring sig, og derav kom det, at ogsaa barnene vokste op uten at slutte sig til nogen. Den ældste var en gut, som allerede var en ti-tolv aar, da Risannen dukket op i byen. Gutten var livligere og mere omgjængelig end faren, og da han skikket sig vel, kom han hurtig ind i en stilling som inspektør ved politiet. Han var i grunden godt likt, men ingen kunde like den store og tause og hemmelighetsfulde mand, hans far.
Det kunde ikke undgaaes, at naboerne svævet