Side:Elvestad,Sven-De fortaptes hus-1914.djvu/17

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


omkring ham i en stor og stedsevarende lytten, men folks nysgjerrighet stanset ved hans stængte dør og hans bestandig lukkede vinduer. Hvem var han? Var hans kone død eller levde hun endnu i det fremmede land, hvorfra han var kommet? I begyndelsen kunde naboerne nu og da se ham staa bak det skimlede vindu, graa og svær med sin lille pike paa armen, og stirre ut. Naar han opdaget, at nogen betragtet ham, gled han straks bort fra vinduet, og derefter kunde man høre ham gaa frem og tilbake inde i værelset, tungt og langsomt. Indtil han igjen stillet sig op ved vinduet. Det var et merkværdig stille barn hans lille pike. Hun pludret ikke som andre barn. Naar hun sat hos ham, holdt hun armen om hans store hode og famlet med sine smaa fingre i hans graa haar. Og naar faren stirret ut over byen eller ut over de ensformige marker, saa stirret hun ogsaa. Det var likesom farens fjerne sørgmodige blik gjenspeilet sig i hendes store barneøine, som om hun saa forundret efter noget, som skulde komme, og som aldrig kom.

Og saa hændte det uventede og merkværdige, at Risannen blev boende i repslagerens hus. I dette skjæve og uhyggelige hus, som rummet saa meget mørke og saa megen lidelse, der slog han sig endelig til ro. Nu hadde han allerede bodd her i flere aar. Sønnen var forlængst flyttet fra ham, men datteren var blit boende. Man sa om ham, at han var en ond og menneskefiendsk mand, men man sa ogsaa om ham, at han var glad i sin datter. Under hele opveksten passet han hende, som en mor passer sit barn, men hans omsorg var enkel og klodset. Naar han skulde trøste hende,