Side:Elvestad,Sven-De fortaptes hus-1914.djvu/12

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Det øverste av Risannens vindu hang fast i mørket, som uutgrundelig tæt samlet sig under takets fremspring. Det kolde maaneskin jaget natten i alle krokene, hvor den laa ubevægelig i sorte folder. Hver gang maanen seilet omkring en sky, bredte den sit mørke lydløst utover de blaa flater, men flygtet igjen i skjul, naar maanens gule sigd stak frem bak skyen. Saaledes var natten en ustanselig skiften av skygger og lys; det døde mørke flygtet for det kolde skin fra den døde klode, bredte sig og vek igjen. Og vinduerne lyste i dette spil som likstenene paa en kirkegaard.

Sjømanden flyttet sin bør over paa den anden skulder og trak luen nedover ørene.

— Huf det er koldt, sa han, klokken er to.

Og saa gik de.

I den frostne gate klang mandens skridt haarde mot stilheten og konens hurtige, trippende trin.

Utenfor handelsmandens hus stanset de igjen, for der var lys i vinduerne.

Konen gik helt hen til væggen og lyttet.

— Hører du noget? spurte manden.

Hun svarte ikke straks, men da de igjen hadde sat sig i bevægelse og var kommet ind i en anden gate, sa hun:

— Aa nei, det var stilt indenfor. Han sov nok nu. Jeg hørte bare et ur som tikket.

Litt efter sa manden hen i veiret:

— Tro om han klarer natten?

Saa blev der ikke talt mere mellem de to paa længe. De gik og gik, og lyden av deres skridt slog stilheten i stykker i de øde gater. Gruset fræste omkring deres fotsaaler, idet de gik under byparkens trær; da forsvandt de ganske i skyggerne.