lille kjøkken, døren ut til trappegangen blev aapnet og lukket. I trappen var det ikke ganske mørkt, en blaa søile av maaneskin stod nedgjennem den lille glugge i taket. Baatsmanden steg frem i dette lys og blev staaende. Han hadde en sæk paa ryggen; lyset fra himmelen randt over ham. Det var som om han allerede stod under skylightet paa et skib i maaneskin.
— Kommer du? spurte han.
En stemme svarte inde i mørket. Det var konen. Hun famlet med nøklen. Endelig kom hun, og de fulgtes langsomt og forsigtig nedover trappen. Da de traadte ut paa gaardspladsen, samlet konen, der gik foroverbøiet som mennesker, der hoster meget, sit sjal tættere rundt halsen, for det var sent paa høsten, luften var haard og kold. Inde i stalden stampet hestene, og fra gaten hørtes en hunds langtrukne ulen.
— Nu løses det kanske op for en, sa han, hunden uler.
— Kanske er det handelsmanden, svarte konen, han har ligget syk i hele vinter. Og hun tilføiet nogen ord, hvis mening førte tilbake mot søvnløse nætters grunden og næringssorger:
— Regnskapet kommer for alle. Hundene er ute efter ham.
Pludselig stirret de begge op mot Risannens vinduer. Alle i repslagerens gaard visste, at kjæmpen ikke taalte hundeglam. Naar han hørte hundene gjø, krøp han ind i sin hule som et saaret dyr. Men det var stille hos Risannen.
— Jeg synes det lyser i vinduet, sa konen.
— Nei, svarte manden, det er bare maanen. Den er gul som messing i kveld. Den skriker paa uveir.
