De kom forbi kirkegaardsmuren, som maanebelyst
seilet frem lik en isbræ i mørket, og de blev
ganske sorte foran dette lys, som var de
skyggebilleder, der gled henover muren. Saadan er de
smaa byer i de lange nætter. De hører nætterne
og stilheten til. Alle husene er lukket og døde,
en urskog av skygger gror over dem. Og naar
en fjern gate gjenlyder av en enlig vandrers skridt,
da synes man at høre en efternøler, som, glemt i
en ruin, leter efter sine fæller, som forlængst er
drat bort med den vikende dag.
Men endelig naadde de to frem til elven. De stanset ved broen, og manden satte sin bør ned paa jorden. Han skulde over broen ned til skibet, som ventet paa ham. Frem bak nogen plankestabler stak det øverste av skibets master. Master og rær lyste som sølv. Manden saa ut mot sjøen. Ved horisonten var himlen mørk og truende, luften samlet sig tyk, den buldnet av indestængt blæst.
— Huf, sa han igjen, den ser svart ut.
Konen stirret forsagt ned i elven. Hendes stemme blandet sig med det skjøre klinger av strømmens rislen mot brostenene.
— Enhver har sin byrde i livet, svarte hun, jeg har ogsaa min, det er ikke anderledes.
Saa tok de farvel med hinanden. Manden slængte sin sæk over ryggen og stavret adstadig og hjulbent over brobuen. Konen gik hjem den samme vei, de begge nylig hadde gaat. Der var fremdeles lys i handelsmandens vindu, og hun lyttet igjen, men hørte ikke noget andet end klokkens tikken derinde. Men mens hun stod tæt ved ruten og lyttet, saa hun sig hurtig omkring, som om hun hadde hørt nogen komme. Det var intet. Hvis
