ingenting al se, og det faldt slet ikke repslageren ind at undersøke der, hvor manden i sjømandskavaien stod urørlig og iagttok ham.
Efter en stunds forløp snek repslageren sig hen til tjæreboden. Denne sørgelige og faldefærdige bygning stod nogen skridt fjernet fra hjulhuset. Omkring boden var der rasket sammen en hel del gammelt skrammel, mest tomtønder. Repslageren betragtet disse saker litt. Der var fotspor i sneen omkring, og nogen hadde rotet i skraphaugen. Repslageren rystet betænksomt paa hodet; han trak et nøkleknippe frem og satte en stor rusten nøkkel i skurdøren. Men han skalv saa sterkt paa hænderne, at nøklerne raslet. Lyden fór gjennem ham som en gysen av kulde; han dreiet hodet langsomt og stirret nedover reperbanen. Naar han saa sig omkring paa denne maate, var der noget ængstelig i hans bevægelse; han var ikke alene bange for noget, som skulde komme, men han syntes at være bange for selve stilheten ogsaa, for den lyse nats store og truende ro.
Men endelig fik han knirket laasen op, og dobbeltdøren bulnet ut, skrikende i sine hængsler. Aa, han var saa varsom, for at der ikke skulde bli støi, han grep forsigtig omkring dørene og bredte dem langsomt til side; men døren ynket sig alikevel i de rustne gamle jern. Saa fandt han paa at la den ene dør bli staaende halvt paa klem, mens han aapnet den anden, som ikke skrek saa stygt, helt. Maaneskinnet flommet ind i skuret og fyldte det med sin isblaa glans, en vaklende skygge av repslagerens skikkelse kastedes derind, var fantastisk lang, strakte sig over gulvet, sortnet de forskjellige redskaper, som var ophopet derinde, gjorde en knæk
