Side:Elvestad,Sven-De fortaptes hus-1914.djvu/110

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


ved den indre væg og flakset i uvirkelig lænde og eventyrlig umenneskelighet op mot taket, hvor hodet ganske opfyldte en taugrulle, som hang til tørk. Der undslap repslageren uvilkaarlig: “Fy fan, huf da,” — for det saa ut, som et umaadelig langt menneske hadde hængt sig i taugrullen og nu laa dødt og slæpte med benene utenfor døren.

Repslageren sneg sig ind i skuret. Herinde hersket en forvirret uorden, og luften var tyk av tjæredunster. Midt i det haardtrampede, knudrede jordgulv var der en utgravet kum, halvfyldt av tjære, opover væggene hang paa store, rustne nagler taugruller og snorbundter i mange størrelser, nogen var korngule, andre var bruntjærede. Krokene var opfyldt av redskaper, det meste var ødelagt og opraatnet eller istandsat fattigslig og plumt, det var krakker uten ben, løse tøndestaver og tønder uten baand, itubrukne spader, en gammel ambolt, et splintret fuglebur . . . Alle disse ting fik i det skiftende spil av lys og skygge de merkværdigste skikkelser, krakkene blev til underlige dyrehoder, taugene til sammenrullede slanger. Repslageren var kommet ind i et værelse, hentet fra det sælsomste eventyr.

Altenburg bøiet sig nedover nogen redskaper og trak frem en spade, en av de brukeligste. Den hadde nylig været benyttet, for den hadde endnu merker efter nyspadet lerjord paa den blankslitte staalplate. Saa rotet han væk nogen gamle kasser. Herunder var der merker efter spadning, den sorte tjæreblandede lerjord var opspædt med lys sand og plantetrevler. Repslageren satte spaden mot jorden og trykket til med sin fot. Men han hev ikke jorden tilside, han blev staaende i samme stilling, bøiet sig kanske endda mere utover spadens skaft og