Han la merke til, at skridtene gav lyd, og saa gled han over i den løse sne, hvor han kunde gaa fremover uten at gjøre støi. Ogsaa repslageren holdt sig mest til mørket og skyndte sig hurtig over de stjernebelyste gater.
Repslageren kom saa nær forbi den første vandrer, at han kunde ha naadd ham bare ved at strække haanden ut. Men i dette dype mørke saa ingen av de to hinanden. Men manden i sjømandskavajen, som stod og klemte sin haand omkring det varme pipehode, forat ingen glo skulde sees, kunde høre repslagerens besværlige aandedrag og hans subbende trin i seen. Altenburg traadte frem paa reperbanen og stod et øieblik midt i lyset.
Han var daarlig klædt paa, bar ingen frakke. Over vesten hadde han trukket en blaa islandstrøie, han var barhodet, paa føtterne hadde han morgentøfler. Haaret laa i fugtige tjavser nedover hans pande. Det var umulig at avgjøre, om han var blek; for i stjerneskinnet lyste hans ansigt blaalig, som om han var nærved at kvæles. Det lot ogsaa til, at han var syk, for nu og da tok han sig til sit krumme bryst og hostet hult.
Han gik omkring litt paa reperbanen, rettet paa en av de skjæve stolper og gik hen til hjulhuset og kjendte efter, om den store dør var stængt. Den var stængt. Men han bar sig saa forunderlig ad og listet sig saa forsigtig omkring, alt i ett stirret han grundende og vaktsomt ind mot de mørkeste kroker, Han var ikke kommet for at se efter sine saker. Han var kommet i et andet erinde. Og nu undersøkte han bare, om nogen var her, som kunde iagtta ham, om et andet menneske kanske laa skjult i mørket indved væggene. Men der var
