brede skygger under den lydløst flammende himmelhvælving. En sort skygge ilte over sneen: En fugl gled for utspilte vinger gjennem stjerneskinnet, men den var uten støi, to utstrakte, rolige vinger kan være selve stilhetens uttryk, den hvilte sig frem over byen og blev borte —
Vandreren tændte en pipe mellem sine hule hænder. Mens han ventet, dampet han forsigtig paa pipen og var omhyggelig for at der ikke skulde flamme nogen glo op og røbe hans tilstedeværelse. Han vilde gi sig god tid, og han maatte ogsaa vente længe, for der hændte ikke noget, som var værdt at lægge merke til. Han holdt øie med landskapet omkring sig. Nu og da saa han nedover mot husene, nu og da hen til høien, han iagttok længe reperbanen. Da han lyttet og opfanget sit lommeurs tikken, trak han uret frem og stanset det.
Endelig syntes det som om noget, han hadde ventet paa, skulde hænde. Han var allikevel ikke længer fjernet fra repslagerens hus, end at han kunde høre skridt dernede i mørket mellem det nedrevne havegjærde og husvæggen. Det var et menneske, som gik paa den haardtrampede sti, og sneen knitret under dette menneskes føtter. Skridtene kom nærmere, og den ventende skjulte det varme pipehode inde i sin haand.
Endelig traadte den gaaende frem i lyset. Det var repslageren.
Han maatte nu ha sovet rusen av sig, for han gik støt og rolig, men langsomt. Og nu forefaldt det merkelige, at ogsaa repslageren likesom den første vandrer flere gange stanset og saa sig omkring, likesom nogen skulde være efter ham. Men intet andet hørtes end hans egne skridt paa stien.
