Side:Edda-kvæde, Gudekvæde.djvu/131

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


og løne gaave med gaave.
Til laatt skal mann
med laatt svara
og møte ljuging med
lygn.

46.
Eit ord til um den
som ille du trur
og inkje kann lit til leggje:
læ skal du med han
og laast vera ven;
lik vere gaave og løn.

48.
Milde, modige
menn liver best
dei èl seg sjeldan sut.
For alt ottast
udjerv dreng,
girug gryler naar han fær.

111.


63.
Frega og tala
den frode skal,
um vis han heite vil.
Det ein veit
er utrygt hjaa tvo;
det tri veit um, det veit alle.

66.
Mykje for snart
mang-stad kom eg,
sum-stad kom eg for seint.
Øl var drukki,
ubrygt sum-stad,
sjeldan kjem leid til
lags.

67.
Stundom til bords
dei bedi meg hadde,
um eg inkje trong mat
til maals.
Eller tvo kjøtlaar hekk
hjaa den trugne venen,
der eg eitt hadde eti.

73.
Av tvo i ein her
er tunga hovuds bane.
Fram or kvar ei kufte
kann det krjupe ei hand.

74.
Den prisar natti
som nista si trur,
stutte er skips ræar;
hustri er haustnatti;
paa fem dagar snart
skifter vère,
men paa ein maanad meir.

75.
Aldri han trur det,
som inkje det veit,
kor folk vert galne for gull.
Ein er rik
og ein annan fatig,
legg det ’kje honom til last.

78.
Eg saag fulle grindar[1]
hjaa Fitjung-sonom,
no ber dei sekk og stav.
So er gulle
som glir i augo,
veslast av alle venir.

  1. Grind, kvi til aa hava kretur i (Tel. Nordl.).