Middel til med Drik at døve Følelsen af deres fortærende Samvittighedsqval. Disse Sidste fortjene vor Medlidenhed: naar Bekymringen stiger til en vis Høide, hvor let falder da ikke Menneskene paa fortvivlede Udveie! — Dette og andet Saadant gjør imidlertid Drankernes Antal saa stort.
Gud nægter os visselig ikke, ved visse glade Begivenheder, ved Nydelsen af hans Goder og Gaver, i en Samling af Venner, at forøge og oplive den Munterhed og Fryd, hvormed vi ville feire en eller anden glædelig Tildragelse. Jesu Undergjerning i Cana er herpaa et talende Beviis. Men naar Spørgsmaalet er om en Drik, hvorved Forstandens Brug forsvinder, da siger Christendommen: Drikker Eder ikke drukne af Viin, i hvilket er Overdaadighed (det er: som er og som leder til Ryggesløshed). Ephes. 5, 18. Og naar Spørgsmaalet er om disse Uslinger, som elske en Ruus og deraf gjøre en Vane, saa taler Christendommen med en stærk Trudsel: „Drankere skulle ei arve Guds Rige“.
Det skal i denne lille Bog være vor Hovedsag at tale om Drukkenskaben, om dens Vederstyggelighed. Maatte dog det, som nu skal siges, til Manges Advarsel, fremstille denne Last i sin Fælhed, gjøre den ret vederstyggelig i Manges Øine! Maatte det blive ret kundbart, at Drukkenskaben medfører aandelig og legemlig Usselhed, Vanære og Qval; thi alt dette ligger paa Bunden af Giftbægeret. Men kunne vi end ikke bevæge dem til Nykterhed, der ved Drukkenskaben ere blevne som lænkede, — saa ville vi dog ønske og haabe at kunne kalde tilbage paa den rette Vei i det mindste Nogen af dem, som endnu kun ere Begyndere i denne saa afskyelige Last.
Men Du, som veed med dig selv, at Du er denne Last hengiven og vel bekjendt som en Dranker, snig Dig bort, om Du ikke vil lade dig advare; thi den
