Gudula, mens hun bad, væltede lysestagen for den hellige Theodebert; han fyldte drikkevandet med fluer for den hellige Francesca Romana, fra andre stjal han prestedragten, gjemte bønnebogen for dem eller tilsmudsede deres suppe. For munkene i St. Dunstan gjorde han aldeles ryddigt bord. Den hellige Benedikts disciple byggede et kloster, hvori der skulde sættes ind en stor sten, men alle anstrængelser tiltrods var det ikke muligt at løfte den: djævelen havde sat sig paa den, og helgenen maatte vise sig personligen for at forjage ham. Men hans værste, og som det forekommer mig styggeste skøierstreg var, da han greb en mand og en kvinde in flagranti og lænkede dem uopløsligt til hinanden nore canino.
Isærdeleshed de fromme la han sig med sine plagerier efter, og saaledes maatte det ogsaa være. Djævelen hader de fromme, ikke fordi de tjener Gud bare, men fordi ethvert af deres fundamenter: bøn, faste og fromme gjerninger, er ham en plage og en fornærmelse. Dernæst synes melankolsk anlagte mennesker og folk med stærkt fantasiliv at virke tiltrækkende paa djævelen og gjøre ham spillet lettere. Djævelen kunde nøie sig med bare at plage menneskene udvortes, idet han mangfoldiggjorde angrebene og trængslerne, eller ogsaa med at pine dem indvortes, idet han fór ind i dem. I det første tilfælde havde man for sig den saakaldte obsession, i det andet possession. For obsessionen var helgenerne bestandig udsat, for possessionen var de der imod sædvanligvis fri.
