Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/96

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Obsessionen havde ligesom fristelsen, som den almindeligvis gik haand i haand med, en utallighed af skikkelser og grader, og for om samme at give et begreb, der saa nogenlunde nærmer sig sandheden, maa man uden videre gribe til eksempler, som der lykkeligvis ogsaa er nok af, og som tillader os at iagttage det frygtelige „crescendo“ i denne førstnævnte djævelske virksomhed.

Den letteste og simpleste obsession var den, som djævelen ved sin blotte nærværelse udøvede. Hellerikke var det nødvendigt, at han overalt gjorde sin tilstedeværelse bekjendt og følelig. Det menneske, der overalt troede sig omgivet af en stor flok djævle, der uafbrudt speidede efter anledning til at friste ham eller gjøre ham skade, maatte føle samme sindsoprør og angst som den, der befinder sig alene i en af røvere opfyldt skov eller midt i en stor skare mægtige, grusomme fiender. Men djævlene kunde ogsaa gjøre sig synlige, enten i sin egen, virkelige skikkelse, eller under andre forfærdelige, fæle former og ved synet af sig fylde sindene med gru. De kunde ogsaa lade sig høre, og da opstod der ængstelser af anden art og en uudholdelig følelse af ubehag. Et utal af helgener med St. Antonius i spidsen, hørte dem brøle som løver, hyle som ulve, skrige som ørne, hvisle som slanger, saa dem komme imod sig i saadanne dyrs lignelse og vilde og rasende tumle sig omkring dem. Den hellige Margaretha af Cortona hørte dem skraale uanstændige viser af fuld hals i sin celle. Til andre tider lød der rasende skjældsord, frygtelige forhaanelser, rædsomme trusler. Naar djævlene efter at have plaget øine og øren