heder og var aarsag i megen blodsudgydelse“. „Og hvor lang tid“, spurgte Satanas, „har du benyttet til at faa dette istand?“ „Tredive dage“. „Saa lang tid?“ sagde Satan og lod ham uden videre tildele en grundig aftampning. En anden djævel traadte frem. „Hvorfra kommer du, hvad har du gjort?“ „Paa havet var jeg, opvakte store storme, lod mange skibe forlise, ombragte mange mennesker“. „I hvor lang tid?“ „Tyve dage“. „Formeget!“ raabte Satan og lod ogsaa ham afstraffe. Da kommer en tredie djævel og atter begynder forhøret. „Hvor var du, hvad gjorde du“ „I den og den by var jeg, og tirrede folk op mod hverandre i et bryllupslag, saa der blev kjægl og slagsmaal og mord i mængdevis, ogsaa brudgommen fik jeg ombragt“. „I hvor mange dage?“ „I ti dage“. „Væk med ham“, siger Satan og overleverer ham til bødlerne. Da optræder omsider en fjerde djævel. „Hvorfra kommer du, hvad gjorde du?“ „I ørkenen var jeg og fristede en munk firti aar i rad, og først nu forleden nat seirede jeg og forførte ham til utugt“. Da han dette hører, reiser Satan sig fra sit sæde og kysser djævelen; derpaa sætter han ham sin egen krone paa og beder ham tage plads ved sin side og siger derpaa: „Stort er det, hvad du har gjort, og du har vist dig som en tapper djævel“.
Af denne historie ser man bl. a., at fristelsen undertiden var et meget møisommeligt værk, men den siger intet om, hvor møiefuldt det var at modstaa fristelsen. Ganske vist forsikrer de lærde, at denne aldrig overstiger den fristedes kræfter, thi
