Hopp til innhold

Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/90

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

gunstigede dybe, smertelige foruroligelser og tilveiebragte hint indre, fuldstændige sindsoprør, hvori synden opstaar og fortsetter sig som skyerne i stormens jagen.

Saaledes omsvævede djævelen uafbrudt sjælen for at forføre og røve den, og derfor var det, han blev kaldt sjæle-jæger, -fisker, -fordærver, -røver og -morder. St. Hieronimus kaldte ham en sjørøver; thi dette liv er virkelig som et stormoprørt hav, som vi i ve og smerte arbeider os frem igjennem, og som han triumferende gjennemiler. Jeg siger „han“, men „de“ skulde jeg sige. Thi alle djævle udøver fristergjerningen, og det var en almindelig mening, at enhver last har sin særegne djævel, som lærte og begunstigede den. Af sine fyrster modtog djævlene de nødvendige befalinger og forholdsregler for den enkelte anledning, og naar værket var fuldbragt, aflagde de regnskab for samme overfor sin fyrste, og havde en djævel indlagt sig liden ære herved, kunde han faa en ganske skarp modtagelse. Den hellige Gregorius Magnus beretter om en saadan djævleforsamling, der blev afholdt i et forhenværende apollotempel. I „de hellige kirkefædres levnet“ finder man en sælsom beretning, der viser, at djævlene havde sin fulde hyre med at tilfredsstille sine fyrster. Sønnen af en afgudsprest betraadte en dag templet og saa Satanas siddende paa sin throne, omgivet af sin militærvagt, mens han holdt eksamen og afsagde domme. En djævel traadte ind og tilbad ham, og Satanas spurgte: „Hvor har du været, og hvad har du gjort?“ Djævelen svarede: „Jeg var i den og den provins, hvor jeg forvoldte krig og store urolig-