død 1124, fortæller historien om en yngling, der havde syndet med en kvinde og af anger havde valfartet til St. Jakob i Gralizien. En vakker dag viste djævelen sig for ham i helgenens skikkelse og befalede ham som bod først at afskjære sig det, som den kloge læser vil gjætte, tiden at jeg siger det, og derpaa struben. Den uforsigtige yngling adlød og skulde uden naade være faret til helvede, om ikke den hellige jomfru lykkeligvis havde kaldt ham tillive igjen. Levende blev han atter, men det, som han med egen haand havde afskaaret, fik han aldrig mere tilbage.
Dog lykkedes det aldrig Satan at bedrage visse helgener, hvormeget han saa forklædte sig. Den hellige Martin har jeg allerede nævnt. En dag viste djævelen sig for ham i en purpurkappe, med kronen paa hovedet og forgyldte sko og sagde til ham: „Kjender du mig ikke? Jeg er Kristus“. Men vor helgen svarede: „Kristus, hvad snak? Kristus bar hverken purpur eller krone, og jeg kjender ham bare nøgen, som han hang paa korset. Djvelen er du!“ Ak, om paverne vilde tænke paa dette svar!
Sjeldnere var det, at djævelen spillede fristeren i sin egen skikkelse, men ogsaa det forekom. Den gang han fristede Kristus, byttede Satan ikke skikkelse og klædning. Engang saa den hellige Pacomius en stor skare djævle, der slæbte paa en stor pakke blade og anstillede sig, som om de strævede noget forfærdeligt for at narre ham til at le. Latteren var ganske vist ikke synd, men kunde lede dertil. De bedste munke lo aldrig, men græd derimod ofte,
