sig nøgen og rulle sig omkring i en tornebusk. Da djævelen intet andet magtede, fremkaldte han natlige sædudgydelser, som, om ogsaa ufrillige, kunde være syndige, naar de var ledsaget af yppige billeder og følelser af vellyst, og som i ethvert tilfælde tjente til at holde visse kræfter vaagne og ophidse fantasien.
Djævelen antog gjerne denne eller hin skikkelse, det være for at forøge fristelsens virkning eller for at lade mennesket snarere falde i den ene end i den anden synd. For hellige mænd viste han sig hyppig i en engels skikkelse, hyllet i lys, eller som en helgen eller som Kristus selv, med guddommelighedens tegn paa sin pande, og dette gjorde han i den hensigt at friste dem til hovmod, fylde dem med overdrevne begreber om sin hellighed, eller ogsaa for at indgive dem falske, fordærvelige lærdomme og onde planer. Paa denne maade lykkedes det ham saaledes flere gange at overtale mænd af syndefrit levnet til selvmord, og det mænd, som hidindtil seierrigt havde afslaaet ethvert af hans angreb. Man fortæller om en munk, Heron, som nu i femti aar havde ført et strængt liv i ørkenen, saa at han ikke engang under paaskefesten ophørte med sine fasteregler, at en dag viste djævelen sig for ham og bød ham hovedkuls at styrte sig i en brønd. Dette gjorde han straks, i den overbevisning, at han skulde blive uskadt, og for at denne kjendsgjerning skulde tjene til stærkt og uimodsigeligt bevis for hans hellighed og for den guddommelige naade. Andre munke drog ham op med stort besvær, og tre dage efter døde han.
Et andet eksempel. Guibert af Nogent (Nosjang),
