hævede dig selv helt op til himmelen, hvorledes er du saa brat nedstyrtet i helvede? Hvo, som sig selv ophøier, skal fornedres“. Efter dette smertelige eventyr vendte den uheldige munk, fortvilende om sin frelse, tilbage til verden igjen, gav sig utugt og daarlighed ganske ivold og blev uigjenkaldelig et bytte for Satan.
Rufinus bemærker, at munken gjennem ruelsens taarer skulde kunne have aftvættet den begangne synd og gjennem bøn og afholdenhed gjenvundet den tidligere naade. I virkeligheden faldt St. Viktorino, biskop af Amiterne, i den samme synd. Men det lykkedes ham gjennem forfærdelige bodsøvelser atter at befri sig fra den seierrige ilendes hænder. Og det samme har flere andre gjort. Det er omtrent unødvendigt at sige, at djævelen, naar talen var om hellige damer, antog en skjøn ynglings skikkelse, der var ligesaa dristig som kjælen. Saaledes viste han sig for den hellige Franceska Romana, der havde meget at udstaa af hans efterstræbelser.
Det var ikke altid, djævelen umagede sig med at spille den rolle, han i disse beretninger optræder i, eller holdt den ikke altid for nødvendig. Han kunde undertiden nøie sig med at vække visse begjærligheder, thi at begjære er allerede i og for sig syndigt, og hans naturlige ondskab kunde finde tilfredsstillelse allerede deri at fremkalde disse begjær uden derpaa at tilfredsstille dem. Den hellige Gregorius Magnus fortalte, at djævelen engang antændte en saa rasende, sygelig lystenhed i den hellige Benedikts legeme, at den arme helgen for at berolige den ikke fandt andet middel end at klæde
