Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/86

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

saaledes som hin hellige Abraham af Syrien, som ikke lod nogen dag gaa hen uden at græde.

Jeg siger ingenting om de tusen smaa, lette fristelser, der forefaldt omtrent uafbrudt og bare havde til hensigt at gjøre de fromme adspredte under bønnen eller betragtningerne eller at udtømme deres taalmodighed, som f. eks. naar den læsendes ord ligesom gjentoges af et ekko, eller prædikanten af en vedholdende nysen blev forstyrret i den skjønneste del af sin tale, eller naar en flue ti gange paa rad satte sig i ansigtet paa den indslumrende, o. s. v. Men det maa man vel betænke, at ingen fristelse er saa liden og let, at den ikke skulde kunne blive begyndelsen til et uhjælpeligt fald. Overgiver man et sædekorn til jorden, og elementerne leverer de til fremvækst nødvendige betingelser, saa blir det til plante. Saaledes lykkedes det djævelen, der ved dette, gjennem en første, hyppig ganske let fristelse at nedlægge en første spire til synd i sjælen; pleiet af ham vokser den hurtig op til et træ og skal bære sine fordærvelige frugter. Der var engang en eremit, der førte et meget strængt levnet og stod i ry for megen fromhed. En dag viste djævelen sig for ham i en skikkelig landmands ydre og sagde til ham: „I lever saa alene, hvorfor holder I jer ikke idetmindste en hane til en smule selskab og for at vække jer itide om morgenen?“ Den stakkars eremit vægrede sig først, saa blev han tvilraadig, og endelig tog han hanen. Hvorfor ikke? En hane er ingen djævelens snare. Men hanen kjedede sig i sin ensomhed og magredes dag for dag. Da skaffede eremiten den af medlidenhed en høne. Det skulde