og at tilskrive sig alene den fortjeneste, som dog tilhørte Gud. Da djævelen bemærkede dette, var han straks beredt at istandsætte og lægge ud sine snarer. Og se, en aften viser der sig udenfor den hellige mands celle en meget skjøn kvinde, der træder ind, anstiller sig aldeles segnefærdig af træthed, kaster sig for hans fødder og beder ham indstændigen om at yde hende husly; natten havde overrasket hende i ørkenen, han maatte ha medlidenhed med hende og ikke give hende til pris for de vilde dyr. Han føler medlidenhed, tar venlig imod hende og spør hende efter aarsagerne til hendes reise. Hun fortæller en godt opdigtet historie, krydrer sin kunstfærdige tale med smigrende ord og artigheder, viser, at hun er hans medlidenhed værdig og fortjener hans beskyttelse og erobrer ham helt med sit elegante, behagelige sprog. Lidt efter lidt blir underholdningen mere fortrolig, ordene indblandes med latter og spøg; hun blir dristigere og strækker snart haanden ud efter hans skjæg og stryger ham kjælent over hals og nakke. Og se, da er allerede Kristi soldat beseiret! Fortæret af sanselighedens flammer glemmer han sin fortid, bryr sig ikke mere om frugten af de overstaaede anstrængelser; „ligesom et dyr“ (siger Rufinus) griber han omkring hende i skamløst favntag. Men i dette øieblik udstæder gjøglebilledet et rædselsfuldt hyl og undflyr fra hans arme, idet det lader ham blive tilbage i en uanstændig (Rufinus udtrykker sig meget tydeligere) og latterlig tilstand. Nu forhaanede djævlene ham; de havde forsamlet sig i luften i stor mængde og raabte lydeligt: „O, du, du som
