jeg, ikke mere at være, det jeg var. Jeg kan mindes, at jeg ofte i min graad og mine bønner saa nat følge paa dag, og hvorledes jeg ikke aflod fra at slaa mig for mit bryst, indtil paa Guds bud freden atter vendte tilbage til mig.
Utallige er de helgener, som Djævelen har vist sig for i en skø?n piges skikkelse eller som en staselig, prægtig klædt frue, og det ikke saa sjelden for dem, der ikke magtede at modstaa den skrækkelige fristelse. Sædvanligvis foregav den falske djævlekvinde at være gaaet vild, eller at hun var blet overfaldt af uveir eller overrasket af natten, eller ogsaa — som Boccacio’s Abimelech — at have forladt forældrehjemmet for at vie sig til Guds tjeneste. Og med ydmyg mine, med blide, anstændige ord bad hun den hellige mand om husly og beskyttelse. Og naar da den hellige mand af utidig medlidenhed eller i for stor tillid til sin dyd optog den skjønne bedende i sin celle, der neppe nok havde plads til to, da var der isandhed fare, stor fare for, at historien vilde ta en slet ende. Rufinus af Aquileia fortæller herom en begivenhed, der fortjener at udvælges mellem hundrede andre.
En munk levede i ørkenen, hvor han beboede en hule. Han var en mand af stor afholdenhed, prydet med alle dyder, og pleiede at tilbringe dag og nat i bøn. Da han opdagede de fremskridt, som han gjorde i fromhed, begyndte han at blive stolt
