underkaste de afdøde den fortjente straffedom. At bebo luften var dem bare tilladt indtil dommedag; efter forkyndelsen af den yderste dom maatte de alle ned i helvede for aldrig mere at forlade det.
Djævlene havde ikke alle samme beskaffenked og stilling. Der gaves vanddjævle, neptuner kaldet, andre beboede huler og skovtykninger og kaldtes dusier. Saa gaves der incubi, succubi osv. Desuden besad ikke alle de samme evner; for den ene lykkedes dette, for den anden hint bedre. Heraf arbeidets deling og nødvendigheden af en vis samfundsorden. Der var dem, der mente, at mellem djævlene, som jo dog netop var uordenen og forvirringen selv, en slig inddeling hverken skulde eller burde kunne finde sted, men dette var ikke den hellige Thomas af Aquino’s og de mest ansete theologers mening; disse paastod, at der gaves en rangforordning mellem djævlene, ligesom der fandtes en for de engle, der er forblet tro. Ja, djævlenes hierarki skal endogsaa være fastere og fuldstændigere end englenes, thi mens djævlene har et overhoved, der forestaar og behersker alt og alle, har disse intet saadant, eller besidder det bare i Gud, den almene hersker og ikke bare deres. Djævlenes fyrste og hersker er Beelzebub, efter hvad Matthæi og Lukas’s evangelier forsikrer og efter theologernes almindelige antagelse, men det maa indrømmes, at der i dette spørgsmaal dog raader endel usikkerhed. Undertiden er det Satan, undertiden Lucifer, der fører kongescepteret, og muligvis for saaledes at trække sig ud af vanskelighederne gjør Dante en og samme djævel af Lucifer, Satanas og Beelzebub, tvertimod andres mening, der
