Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/53

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

erklærede de tre for tre forskjellige djævle af ulige magtfylde.

Om en rangforordning mellem djævlene taler allerede den for-kristelige, saakaldte Henochs bog, og ligeledes omtaler det ny testamente den. St. Thomas taler udtrykkelig om høiere og lavere djævle og om en hierarkisk rækkefølge, uden at indlade sig paa enkeltheder. En saadan tilbageholdenhed anstod imidlertid godt nok theologerne i almindelighed, men ikke de egentlige dæmonografer (djævlebeskrivere) eller dem, der theoretisk og praktisk beskjæftigede sig med magi. For alle disse var det af stor betydning nøie at kjende til saavel det djævelske hierarki som til hver enkelt klasses, ja, om det bare var muligt, hver enkelt djævels stilling og fremgangsmaade. Rangforordningsprincipet blev forøvrigt ikke opfattet ens af alle, og naar enkelte kirkefædre har ment, at dette har beroet paa de forskjellige arter af synd, som djævlene begunstigede, troede derimod andre, at forskjellen mellem dem beroede paa graden af deres magt og paa deres handlevis.

Dante kalder Lucifer keiser i smertens rige; for ham deler verden sig symmetrisk i tre store riger: det himmelske i høiden, helvedes i dybet og det menneskelige i midten mellem dem. Men denne forestilling om et satanisk rige er en idé, der hverken var eiendommelig for Dante, ja ikke engang for middelalderen, uagtet den i denne har naaet sin største fuldstændighed og nøiagtighed. Man finder den allerede i evangelierne og i nogle kirkefædres skrifter, og fra da af skriver sig den skik at udstyre Lucifer med scepter, krone og sværd som tegn paa