og hine mysterier om synd og smerte, der som et ligklæde indhyller religionen fra Golgatha. Satanas er en skrækkens søn, og middelalderen er skrækkens tidsalder. Grebet af en uovervindelig gysen ræddes sindene for den med undere og uhyrer opfyldte natur, den kjødelige verden staar overfor den aandelige og er dens uforsonlige fiende. Man frygter livet som stedsevarende spire og drivfjeder til synd; man frygter døden, bag hvilken den uvisse evighed gaber, og sindene er forpinte af drømme og syge tanker. Den vildt begeistrede eneboer, som timevis knæler i bøn ved indgangen til sin celle, ser skrækkelige hærskarer, en vild jagt af apokalyptiske uhyrer flyve gjennem luften; nætterne oplyses af flammetegn, stjernerne antager sælsomme skikkelser og bader sig i blod som sørgelige varsler om forestaaende ulykker. Naar sygdomme nedmeier mennesker som modne aks, ser man pile, slyngede af en usynlig haand, fare hvislende gjennem luften og forsvinde, og fra tid til anden bæver den forfærdede kristenhed i den rædsomste frygt for, at verdens ende er nær, eller for den mørke tidende, at allerede er Antikrist født, og at snart skal det frygtelige drama begynde, som apokalypsen („Aabenbaringen“) forkynder.
Satanas vokser til i de svære kathedralers sørgmodighed og dunkelhed, bag de vældige piller og i korets krinkelkroge, — i kostrets af dødsangst Gjennembævede taushed, i den med tinder kronede borg, hvor baroner gnaves af hemmelige samvittighedesnag, i den fordulge celle, hvor alkymisten forvandler meallerne, i den ensomme skov, hvot troldmanden ved nattetid øver sine kunster, i agerfuren,
