hvor den sultne tjenestedreng under forbandelser udstrør den sæd, der skal ernære hans herre — overalt vokser han. Satanas er overalt; mange har seet ham, mange talt med ham.
Troen havde sat stærke rødder, og kirken undlod ikke at begunstige og styrke den. Kirken benyttede Satan, den gjorde ham til et virksomt værktøi for sin politik og forøfgede hans anseelse saa meget, den kunde, thi hvad menneskene ikke gjorde af kjærlighed til Gud eller af lydighed, det gjorde de af frygt for djævelen. Satanas blev i enhver form baade som billede og billedstltte udstillet for de gysende frommes blikke. Med Satanas sluttede hver eneste sætning i en prædiken, og han kom frem i hver eneste en af skriftefaderens formaninger; han blev helten i uendelige legender, der fandt sin anvendelse paa alle livets hændelser, paa alle mulige handlinger og tanker. Ikke faa syner i middelalderen viser, hvorledes man navnlig forstod at anvende djævelen i politiken, og udentvil har djævelen ydet den kirkelige politik langt flere tjenester end baade inkvisitionen og baalet, uagtet disse ogsaa har tjent den godt. Allerede i aaret 811 beskyldte Karl den store i en af sine kirkeforsamlinger de geistlige for at drive misbrug med djævel og helvede for at gjøre penge og erhverve besiddelser paa bedragerisk maade.
Var frygten for Satan stor, var hadet mod ham ikke mindre. Dette had var uden tvil berettiget, thi i ham hadede man oprindelsen til alt ondt, og elskede
