Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/259

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
259
Fortsættelse af djævelens nederlag.

ed at forsvare dem. En mand, om hvem der brettes i den hellige Bonifacii, tyskernes apostels syn, var vidne til etslags almindelig strid mellem engle og djævle; djævlene anstrængte sig for at anklage sjælene og forværre deres synder, englene med at undskylde dem og gjøre deres synder mindre. Det tør her ikke være upassende at nævne, at det ældste bekjendte eksempel paa en kamp mellem engle og djævle finder man i Judas' saakaldte epistola catholica, der nu almindeligvis af kritikere betragtes som apokryf, men som nævnes allerede i andet aarhnndrede af vor tidsregning.

Undertiden, naar det ikke lykkedes englene og helgenerne at betvinge djævlene og fratage dem sit bytte, traadte den hellige jomfru imellem, og straks hørte striden op. I et af St. Pier Damiano berettet eksempel disputerer djævlene først længe med englene, men gaar derpaa fra ord over til handling og anstrænger sig for at slæbe sjælen ned i helvede. De udmattede engle lammes allerede i sit forsvar, da jomfruen pludselig viser sig mellem de kjæmpende i en straalende lyssky og omgivet af himmelske stridsmænd. Ordtvisten blusser atter op, og jomfruen finder, at djævlene ikke har ganske uret. Hun befaler derfor sjælen at vende tilbage til sit legeme og at skrifte en svær synd, som den tidligere af skam havde fortiet. Og djævlene blir saalunde snydt for sin ret. Derfor siger Satan i Rapisardis Hjob ikke uden grund til Maria:

»Skinsyg paa

mit svage herred;mme over verden
forhindrer du mig hver en seier, lukker
blandt mennesker hvert øre for mit ord,