Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/258

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
258
Fortsættelse af djævelens nederlag.

for sin simpelheds og sit maadeholds skyld skulde disse eksempler vanskelig kunne tilfredsstille mystikernes og folkets fantasi. Der udveksles undertiden mange ord modstanderne imellem. I et af den hellige Furseos syner disputerer djævlene saare lærd med englene om synd og bod, anfører skriften og lægger en udviklet dialektik (ɔ: disputerkunst) for dagen. Fra inundbuggeriet gaar man ofte over til haandgribeligheder. Den hellige Gregorius Magnus beretter om en omtvistet sjæl, som djævlene drog efter benene mod helvede, englene efter armene mod himmelen. Om Barontos sjæl strider to djævle med erkeengelen Rafael. En hel, lang dag kjægles de uden at komme til nogen afgjørelse; endelig mister Rafael taalmodigheden, opgiver at mundhugges og prøver paa at trække sjælen til himmelen. Men forgjæves, thi en af djævlene holder fast paa den og drager den tilhøire, medens hans kammerat sparker til den bagfra. Slagsmaalet trækker en smule i langdrag og blir stadig voldsommere til stor glæde for den arme sjæl. Yderligere fire djævle kommer da de tvende til hjælp og to engle erkeengelen. Man puffer hverandre hid og did, endelig maa djævlene ligge under, og englene er seierherrer. Man har undertiden set engle og djævle i skikkelse af duer og ravne kjæmpe om besiddelsen af en sjæl.

Ogsaa paa mere almene kampe har jeg hentydet, ved hvilke flere stridsmænd fra begge sider var beskjæftiget, og som ogsaa havde mere fælles aarsager. Engang viste i ørkenen abbed Isidor abbed Moses mod vest djævlenes hær, mod øst englenes, den første i begreb med at angribe de hellige mænd, englenes