bekriger mine skarer; — mine næt
du sønderriver, saa hver trøst, hver frugt
berøves mig og alt mit stræv er spildt,
og mere jeg mig selv end Gud forbander«.
Kjævlerierne mellem Satanas og den hellige jomfru er temmelig talrige, og det dreier sig i mange af dem ikke bare om besiddelsen af en sjæl, men om den vedvarende modsætning mellem godt og ondt, mellem himmel og helvede. En saadan, i mere end én henseende mærkværdig strid er den, som en munk af humiliaterordenen Buonvicino da Ziva i det trettende aarhundrede har skildret i plumpe vers. Satanas viser sig her meget mere „logisk“ end Dantes djævel og fremsætter visse argumenter, der fortjener overveielse, imod jomfruens angreb. Hvorfor nærer hun, der er saa medlidende mod alle syndere, slet ingen medlidenhed med ham? Hvorfor er af alle de utallige synder, som daglig begaaes i verden, hans synd, den for hvilken han blev forjaget fra himmelen, den eneste, for hvilken der ikke findes forsoning? Hvorfor anstrænger hun sig for uafbrudt at bedrage ham for hans retmæssige vinding, at fratage ham, hvad der med ret og skjel tilhører ham? Naar hun er Frelserens moder, er det ikke ham, Satanas, hun kan takke derfor? Uden ham havde der jo ingen synd været, og uden ham var ingen forløsning blevet nødvendig, og var denne faldt væk, havde hun hellerikke født Frelseren. Og hvorfor har Gud saa ikke skabt ham saa god, at han ikke kunde synde? Og naar Gud ikke vilde forunde ham en saa stor naade, hvorfor havde han da overhovedet skabt ham, saasom han jo forudsaa hans synd? Havde Gud ikke skabt ham,
