skulde tilhøre. Da forsøget blev gjort, sænkede vægten sig til gunst for djævlene. Da ilede den som martyr brændte St. Lorenzo aldeles aandeløs til og slænger heftigt paa den anden vægtskaal en gylden kalk, som keiseren for lange tider tilbage havde foræret kirken. Vægten sænker sig straks til denne side, og djævlene maa forvirrede og forhaanede give afkald paa sit bytte og luske af.
Det var ikke altid, helgenerne kunde fremlægge saa vægtige grunde, og maatte da undertiden vige pladsen for dem, der havde den større ret. Da Gruido af Montefeltro, som efter et liv i forbrydelser var blevet munk, døde, kom den hellige Franciskus personlig for at modtage hans sjæl og føre den til himmelen, men en af de „sorte cherubims“, (som Dante siger) snappede sjælen væk lige for næsen af ham og raabte:
»— Nei, stop! ham henter jeg;
til evig græmmelse gaar han med mig.
Thi ham tog jeg i toppen som mit bytte,
da til hint onde raad han solgte sig.
Begræd din synd, vil naaden du benytte!
Men angre og at ville dog det onde,
— slig selvmodsigelse kan ei beskyttes.«
Det „onde raad“, som der her hentydedes paa, og som han havde givet „de nye farisæeres fyrste“, d. v. s. pave Bonifacius VIII, angik maaden, hvorpaa man ved bedrageri skulde tage bort klippen ved Palestrina, der tilhørte colonneserne. Den hellige Franciskus vidste ikke, hvad han skulde svare paa dette djævelens argument. Denne greb den ugudelige sjæl og sagde spottende til den:
