Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/255

255

Fortsættellse af djævelens nederlag.

Helgener har ofte kommet sjæle tilhjælp, som af djævle skulde være slæbt til lielvede. Det maa man dog medgive, at de herved snarere adlød en følelse af velvilje for sine egne klienter end den strænge retfærdigheds bud. Man har herpaa eksempler i overflod. Djævlene førte sjælen af kong Ingobert bort i en baad, da under lyn og torden helgenerne Dionyses. Mauritius og Martinus uformodet kom ned fra himmelen, og uden at indlade sig i nogen tvist om ret eller uret, tog dem sjælen ud af hænderne og førte den til paradis. Da Karl den store var død, blev hans sjæl ført ind for domstolen. En skare djævle kommer til og belæsser vægtskaalen med hans synder, saa den begynder at synke. Men St. Jakob af Compostella og St. Dionyses anbringer paa den anden vægtskaal alle de af keiseren grundede kirker og klostre, og denne vipper den første op til gunst for ham. En bedende munk saa om natten, (saaledes fortæller Leone Marcicano d. 1115) en skare djævle drage forbi under stor larm. Han raabte en af dem an og spurgte ham, hvor de skulde hen i saadan hast, og erfarede, at de vilde hente keiser Henrik III's sjæl. Munken forsikrer ham, at han ikke tror, at Gud vil give denne sjæl i deres hænder og befaler djævelen paa tilbageveien at møde hos ham igjen, og underrette ham om udfaldet. To dage efter viser den onde aand sig atter med nedslagent ansigt og bedrøvelig holdning og fortæller munken om sit og sine ledsageres nederlag. Striden mellem englene og dem havde allerede varet en stund, da man kom overens om at veie den afdødes gode og onde handlinger og saaledes afgjøre, hvem sjælen