slægt, thi paa den ene side bevirker hun, at Satan ikke faar udført hundrededelen engang af alt det onde, som han skulde kunne og ville gjøre, og paa den anden side stiller hun Guds vrede og opnaar, at den ikke rammer synderen, som retfærdigheden skulde kræve det. Den hellige Damian fik se hende, just som hun ved sine bønner hindrede Kristus i at tilintetgjøre den jammerlige og til hvilken skjændsel som helst beredvillige verden. De troende anraaber hende uafbrudt, betror hende sine feil og fornødenheder og sætter alt sit haab til hende. Den himmelske hilsen stiger uafbrudt fra denne jammerdal op til hendes throne; lange litanier danner paa en vis maade ligesaa mange usynlige kjærlighedsbaand, der sammenknytter sjælene med hende. Hendes magt er uindskrænket og ligesaa hendes barmhjertighed. Hun foragter og forsømmer intet, der kan være den til nytte, som anbetror sig i hendes haand, var han ogsaa den værste, den mest forhærdede synder paa denne jord. Hun stiger ned paa jorden, taler fra sine billeder, viser sig personlig, formaner de vankelmodige i troen, mætter de hungrende, læger de syge, redder dem, der befinder sig i fare, trøster de døende og træder djævelen imøde, saa ofte det behøves. Herhen passer et eksempel, som Giacomo da Voragine beretter omtrent saaledes:
En kavaler af ædel stamme og overmaade rig havde bortsløset sin hele formue gjennem uoverlagt rundhaandethed og var sunket ned i slig armod, at han, som tidligere havde givet bort store summer, nu maatte undvære livets første fornødenheder. Da en fest, ved hvilken det var skik og brug at vise megen
