imod dem. Ved tidernes ende skal erkeengelen Mikael, fra hvem byen Tours omhyggelig opbevarer det sværd og det skjold, som han brugte i sin første kamp, paany og for altid overvinde Satan. Den tro, at ethvert menneske har sin skytsengel, er meget gammel, — allerede i det andet aarhundrede efter Kristus kan den paavises — ja, der er mange, som tror, at ethvert menneske livet igjennem blir ledsaget af en engel til sin høire og en djævel til sin venstre side. Det naturlige fiendskab mellem himmel- og helvedesbeboere skjærpes her yderligere ved, at gjenstanden for striden mellem de tyende magter, menneskets sjæl, er nærværende. Engelen gjør sig umage med at drage sjælen til himmelen, medens djævelen helst tilførte helvede den som bytte. Besynderligt er det at tænke og smerteligt at sige: den fornuftige, med fri vilje begavede sjæl understøtter fordetmeste den, der vil fordærve den, mod den, der vil redde den. I denne strid, om ikke i andre, seirer dog djævelen meget hyppigere end engelen.
Men naar den rene jomfru som en skjøn og uovervindelig modstanderske reiser sig imod ham med stjernekronen om panden og træder slangen under fødder, hun, der beder for alle syndere og er alle sorrigfuldes trøst, hun, Frelserens moder, den søde jomfru Maria, aldrig seirer djævelen da, tvertimod taber han enhver vinding og enhver magt og blir ynkeligen slagen og forhaanet. Hun er himmelens dronning og helvedes beherskerinde. Satanas skjælver for hende; han skjælver og gjemmer sig, bare han hører hendes søde navn udtalt. Hun er en lægedom ikke bare for de syge, men for den hele menneske-
