Andre helgener gad ikke gjøre sig saapas besvær eller faldt ikke paa det og brugte andre fremgangsmaader.
Den hellige Apollonius, abbed i Thebaide, lænkede en dag hovmodsdjævelen i en liden negers skikkelse og begrov ham under sanden. I hænderne paa den hellige Contesto faldt engang, jeg ved ikke hvilken djævel, der i en jættes skikkelse vilde forføre ham til vellyst. Vor helgen kastede sin egen stola om halsen paa ham og førte ham i denne omkring gjennem den hele stad som en hund. St. Illidio tvang en djævel til at slæbe to store søiler fra Trier til Auvergne, og den hellige Prokop i Prag lod af andre djævle en plog trække over stok og sten. Den hellige Balbulo betraadte en nat kirken og fandt der djævelen i en hunds lignelse; han befalede ham at vente paa sig, greb en dygtig stok, som før allerede havde tilhørt den hellige Columbanus, og knækkede den over djævelens rygstykker. Den hellige Dunstan, abbed af Glastombury, behandlede ham endnu værre. En dag arbeidede den ærværdige mand, som han i ledige timer havde for vane, i sit smedeværksted, da djævelen som frister træder frem foran ham i en ung og skjøn dames skikkelse. Helgenen lader, som kjendte han ham ikke, og underholder sig fortroligt med ham, mens han venter paa, at en tang, som han har lagt ind i kulgløsen, skal blive ordentlig glødende. Saasnart dette er besørget, griber han et gunstigt øieblik, tar tangen ud, svinger den, fatter med beundringsværdig færdighed tag i næsen paa den ulykkelige og kniber saa rasende til, at djævelen i sin angst snurrer rundt som en top, brøler som en bøffel, og,
